
Det er nok de færreste, der sådan for alvor synes det er virkelig fedt at skulle smøre madpakker hver morgen. Jeg selv inklusiv. Det skal sådan set bare overståes. Men samtidig kender vi nok også alle sammen følelsen af at være sulten og samtidig vide, at man bare har en rigtig ærgerlig madpakke med. Så med udsigt til at få lidt ny inspiration og noget godt rugbrød at give pigerne med i deres madpakker har jeg sagt ja tak til at afprøve 3 nye Kerne Godt varianter fra Kohberg sammen med Madpakkebogen af Louisa Lorang. Specielt nu, hvor Eva lige er rykket fra vuggestue til børnehave og vi derved skal til at smøre madpakker til begge børn.
Ida har fundet mange ting i Madpakkebogen som hun synes ser lækkert ud, men mest i sektionen med Smoothies og frugtspyd. Jeg selv skal lige nå der til, hvor jeg ikke bare kigger på billederne og tænker det ser lækkert ud, til rent faktisk at sætte mig ind i, hvad der skal til for at lave lige netop den ting. For når man står der om morgenen og har lidt travlt, så bliver det altså bare de samme slags madpakker jeg får lavet igen, igen, hvis ikke jeg har fået forberedt noget andet på forhånd. Til gengæld bliver de sædvanlige madder smurt på noget lækkert rugbrød.
Har du et super madpakke-tip? Så hører jeg meget gerne om det.