Siden vinterferien, hvor tøserne blev præsenteret for påklædningsdukke-konceptet og Eva kom godt i gang med at kreere sin egen, har det grebet lidt om sig med interessen for dem. Ida er også med på, at lave dem, men hun går mest op i at skulle lave dem og tegne kjoler til dem, hvorimod Eva leger lidt mere med dem.

Mormor har givet Eva et af mine gamle kladdehæfter fra skolen (hvorfor hun havde sådan et på lager, er lidt uklart) og viste hvordan hun kunne folde siderne til opbevaring af dukkerne og deres tilbehør.
Og så er der ellers blevet lavet dukker, kjoler, små hunde og soveposeagtige-senge, så hæftet er snart helt fyldt ud.



De har også fået en Ida og en Eva påklædningsdukke at lege med og tegne eventyrlige og fantasifulde kjoler til. Det er alletiders - og nemt at gå til:
1: tag et billede af barnet, evt. i undertøj eller noget enkelt og tætsiddende tøj, op ad en neutral baggrund.
2: print billede ud og klip barnet ud.
3: laminer billedet og klip kanterne til.
4: læg påklædningsdukke-barnet på et stykke pap/papir og tegn omrids af tøj, der passer til dukken og klip det ud og farvelæg det. Husk de små flapper, der skal holde tøjet på dukken.